Højesteret har for første gang taget stilling til en sag om overtrædelse af vikarloven. Sagens omdrejningspunkt var, hvorvidt et vikarbureau havde tilsidesat ligebehandlingsprincippet i vikarlovens § 3, stk. 1, som bestemmer, at vikarer ikke må behandles ringere end de fastansatte i brugervirksomheden.
Sagens faktum
Medarbejderen var uddannet laborant og blev i 2013 tilknyttet et vikarbureau, fra hvilket hun blev udsendt til at udføre laborantarbejde i en virksomhed i en periode på cirka 5 måneder.
Den virksomhed, hvor vikaren udførte arbejdet, var omfattet af en overenskomst. Vikarbureauet havde ikke tiltrådt en overenskomst.
Efter medarbejderens vikariat ophørte, blev hun opmærksom på, at hun i strid med vikarloven ikke havde fået samme løn mm., som de fastansatte i virksomheden.
Hendes faglige organisation anlagde herefter sag mod vikarbureaet med påstand om efterbetaling af feriefridage, bidrag til opsparingsordning, pension og personligt tillæg under henvisning til, at vikarens aflønning gennem vikarbureauet var i strid med ligebehandlingsprincippet i vikarlovens § 3, stk. 1.
Efter vikarlovens § 3, stk. 1 skal vikarbureauet sikre, at vikaren under dennes udsendelse til en brugervirksomhed, har mindst de vilkår, som svarer til, hvad der ville have været gældende i medfør af lovgivning, kollektive overenskomster eller andre bindende, generelle bestemmelser, som ville gælde, hvis vikaren havde været fastansat direkte af brugervirksomheden til udførelse af samme arbejdsopgaver.
Den faglige organisation nedlagde ligeledes påstand om betaling af en godtgørelse for overtrædelse af vikarloven, samt nedlagde påstand om betaling af en godtgørelse for manglende ansættelsesbevis efter ansættelsesbevisloven.
Under sagen gjorde vikarbureauet blandt andet gældende, at vikarens timeløn var højere end overenskomstens mindsteløn inkl. værdien af feriefridage, bidrag til opsparingsordning, samt pension, og at vikaren derfor ikke var blevet stillet ringere end de fastansatte medarbejdere.
Sø- og Handelsrettens afgørelse
Sø- og Handelsretten fandt ikke, at der skulle foretages en sammenligning mellem vikarens timeløn og den overenskomstmæssige timeløn inkl. de omtvistede lønandele, men at der derimod skulle foretages en konkret vurdering af de enkelte lønelementer. Sø- og Handelsretten fandt, at man ikke kunne konvertere værdien af feriefridage, bidrag til opsparingsordning og pension til et pengebeløb (som indgik i timelønnen), og vikarbureauet havde derfor forskelsbehandlet vikaren i forhold til de fastansatte i virksomheden. Vikaren fik derfor medhold i, at hun var berettiget til dels efterbetaling, dels betaling af en godtgørelse i henhold til vikar- og ansættelsesbevisloven.
Højesterets afgørelse
Højesteret fastslog, at vikarbureaet havde tilsidesat sin ligebehandlingsforpligtelse ved at udbetale værdien af feriefridagene og pensionsbidraget som en del af timelønnen.
Hvad angår det personlige tillæg, fandt Højesteret, at medarbejderen ville have fået tillægget udbetalt, hvis hun havde været fastansat i brugervirksomheden. Vikarbureauet havde også i relation hertil handlet i strid med ligebehandlingsprincippet i vikarlovens § 3, stk. 1.
Hvad angår opsparingsordningen udtalte Højesteret, at opsparingen efter sin karakter måtte sidestilles med løn, og at det derfor ikke var i strid med vikarlovens § 3, stk. 1 at udbetale bidraget til opsparingsordningen.
Højesteret fandt endvidere, at vikarbureauet skulle betale en godtgørelse på kr. 15.000 for bureauets overtrædelse af vikarlovens § 3, stk. 1. Vikaren blev endvidere tilkendt en godtgørelse på kr. 10.000 for manglende ansættelsesbevis.
SJ Law bemærker
Højesterets dom bidrager til afklaringen af, hvad der gyldigt kan aftales mellem et vikarbureau og en vikar, uden at dette er i strid med ligebehandlingsprincippet i vikarlovens § 3, stk. 1. Højesteret fastlår således, at feriedage, personlige tillæg og pensionsbidrag ikke kan konverteres til timeløn, men at vikaren i relation til disse vilkår skal behandles på samme måde som fastansatte. Vilkår, der umiddelbart kan karakteriseres som lønandele, kan derimod konverteres til løn, uden at dette er i strid med vikarlovens § 3, stk. 1.
Højesteret fastslår ved dommen endvidere, at vikarbureauet skulle foretage efterbetaling og betale godtgørelse, uanset om bureauet i et vist omfang – og på baggrund af brugervirksomhedens oplysninger – havde haft grund til at gå ud fra, at vikarens løn og ansættelsesvilkår svarede til de fastansattes.
Spørgsmål til afgørelsen kan rettes til advokat Snorre Andreas Kehler på mail sak@sjlaw.dk.