Den 9. februar 2016 afsagde Østre Landsret dom i en sag om, hvorvidt Beskæftigelsesministeriet var erstatningsansvarlig over for en lønmodtager som følge af mangelfuld implementering af EU’s arbejdstidsdirektiv i den danske ferielov.
Sagens faktiske omstændigheder
I dom af 10. september 2009 afsagde EU-Domstolen dom i Pereda-sagen (C-277/08). Dommen fastslog, at EU’s arbejdstidsdirektivs artikel 7, stk. 1 gav ret til erstatningsferie ved sygdom. Dommen sondrede ikke udtrykkeligt mellem sygdom opstået før eller efter feriens påbegyndelse. Beskæftigelsesministeriet vurderede i december 2009, at § 13 i den danske ferielov – som kun giver ret til erstatningsferie, hvis medarbejderen bliver syg forud for feriens påbegyndelse – formentlig var i strid med arbejdstidsdirektivet og derfor ikke kunne opretholdes. På trods heraf blev § 13 i den danske ferielov først bragt i overensstemmelse med arbejdstidsdirektivets artikel 7, stk. 1 i maj 2012.
I sagen U 2014.914H var en privatansat lønmodtager blevet syg under sin ferie i juli 2009. Som følge af EU-Domstolens dom i Pereda-sagen mente han sig berettiget til erstatningsferie og anlagde derfor den 4. juni 2010 sag mod sin arbejdsgiver. Højesteret frifandt virksomheden under henvisning til, at EU-direktiver ikke var bindende i retsforholdet mellem private, og at ferielovens § 13 ikke kunne bringes i overensstemmelse med arbejdstidsdirektivets artikel 7, stk. 1 ved EU-konform fortolkning, idet en sådan fortolkning ville stride direkte mod ordlyden af ferielovens § 13.
På trods af at EU-Domstolen i dom af 10. september 2009 havde fastslået, at arbejdstidsdirektivet gav ret til erstatningsferie ved sygdom opstået under ferien, havde medarbejderen ikke i forhold til arbejdsgiveren krav på erstatningsferie, idet den danske stat ikke havde ændret ferielovens § 13 efter, at EU-Domstolen havde afsagt dom i Pereda-sagen. Højesteret frifandt derfor virksomheden.
En medarbejder i en anden virksomhed mente sig også berettiget til erstatningsferie for sygdom opstået under ferie i juli 2010. Henset til at Højesteret i U.2014.914H havde fastslået, at et sådant krav ikke kunne rejses overfor arbejdsgiveren, idet beskæftigelsesdirektivets artikel 7, stk. 1 ikke var blevet implementeret i den danske ferielov, lagde medarbejderen sag an mod Beskæftigelsesministeriet med påstand om, at han var berettiget til erstatning af staten som følge af mangelfuld implementering af arbejdstidsdirektivet.
Østre Landsrets dom
Landsretten udstikker i sagen betingelserne for, hvornår den danske stat er erstatningsansvarlig over for personer og virksomheder på grund af mangelfuld implementering af EU-retsakter.
Betingelser i EU-retten for erstatningsansvar for staten ved manglende implementering af EU-retsakter er ifølge Østre Landsret, at borgerne skal være tillagt rettigheder efter EU-retsakten, og at de som følge af den manglende implementering skal have lidt et tab. Endelig skal statens overtrædelse af fællesskabsretten ved den mangelfulde implementering være tilstrækkelig klar og kvalificeret.
Landsretten fastslog, at der i juli 2010, hvor medarbejderen var blevet syg og dermed havde krav på erstatningsferie, stadig var tilstrækkelig usikkerhed om retstilstanden på området, nemlig hvorvidt Pereda-afgørelsen også omhandlede retten til erstatningsferie ved sygdom opstået under ferien. Henset hertil, samt henset til at der må indrømmes den enkelte medlemsstat en rimelig frist til at overveje, om den gældende lovgivning er i overensstemmelse med EU-retten, fandt Østre Landsret ikke, at danske stat havde gjort sig skyldig i en klar overtrædelse af EU-retten. Beskæftigelsesministeriet blev derfor frifundet.
SJ Law bemærker
Dommen sætter præcedens for, hvornår i dansk ret en overtrædelse af fællesskabsretten kan betragtes som tilstrækkelig kvalificeret. Tærsklen, for hvornår en overtrædelse af EU-retten er tilstrækkelig klar, må betragtes som høj efter Landsrettens afgørelse.
Dommen er anket til Højesteret.
Har du spørgsmål til afgørelsen, kan du kontakte Daniel Bendix Nielsen på dbn@sjlaw.dk.