Højesteret har i dag afsagt dom i sagen vedrørende Beskæftigelsesministeriets potentielle erstatningsansvar for mangelfuld implementering af EU’s arbejdstidsdirektiv.

Sagens faktiske omstændigheder

Efter artikel 7, stk. 1, i arbejdstidsdirektivet har lønmodtagere ret til erstatningsferie ved sygdom opstået under ferien. Dette er fastslået af EU-Domstolen i dom af 10. september 2009 i sag C-277/08 (Pereda). Denne ret til erstatningsferie blev ikke af den danske stat implementeret i den danske ferielov.

En lønmodtager blev i sommeren 2010 syg, mens han var på ferie. Han havde som følge af den manglende implementering ikke ret til erstatningsferie. 

Ferieloven blev på baggrund af EU-Domstolens afgørelse af 10. september 2009 (Pereda) ændret pr. 1. maj 2012. Der havde i det lovforberedende arbejde været en lang periode med stilstand. 

Lønmodtageren lagde derfor sag an mod den danske stat med påstand om, at staten som følge af den mangelfulde implementering var erstatningsansvarlig og derfor skulle betale ham værdien af den manglende erstatningsferie.

Højesterets dom

Højesteret fastslår i afgørelsen, at staten kan blive erstatningsansvarlig ved manglende implementering af EU-retsakter, såfremt statens overtrædelse af fællesskabsretten ved den mangelfulde implementering er tilstrækkelig klar og kvalificeret.

Højesteret fremhæver, at en overtrædelse af fællesskabsretten under alle omstændigheder er tilstrækkelig kvalificeret, når overtrædelsen fortsætter, til trods for at EU-Domstolen har afsagt en dom, som gør det klart for staten, at den nationale lovgivning skal ændres.

Højesteret fandt, at EU-Domstolens afgørelse i C-277/08 (Pereda) var nærliggende at forstå således, at den også omfattede tilfælde, hvor en lønmodtager blev syg, efter at ferien var påbegyndt. Højesteret fandt således, at der med Pereda-afgørelsen var skabt tilstrækkelig tvivl om den danske stats overholdelse af arbejdstidsdirektivet, hvorfor den danske stat efter Pereda-afgørelsen havde pligt til at undersøge den danske ferielovs overensstemmelse med arbejdstidsdirektivet.

Højesteret vurderede, at den danske stat havde overholdt denne forpligtelse ved at iværksætte undersøgelser, inddrage arbejdsmarkedets parter samt nedsætte et implementeringsudvalg. Disse undersøgelser og udvalgsarbejdet resulterede i september 2010 i en rapport, som konkluderede, at den danske ferielov med al sandsynlighed stred mod arbejdstidsdirektivet.

Højesteret fastslog, at der på baggrund heraf i september 2010 umiddelbart påhvilede den danske stat en handlepligt til at sørge for at bringe ferieloven i overensstemmelse med arbejdstidsdirektivet senest 1. januar 2011. Denne handlepligt for staten gjaldt, på trods af at det endnu ikke ved domstolene var afklaret, om ferieloven ved en EU-konform fortolkning kunne bringes i overensstemmelse med EU-retten.

Eftersom staten først bragte ferieloven i overensstemmelse med arbejdstidsdirektivet den 1. maj 2012, havde staten tilsidesat fællesskabsretten på en tilstrækkelig kvalificeret måde og derved pådraget sig et erstatningsansvar. Højesteret fastslog dog, at staten endnu ikke på tidspunktet for medarbejderens ferie – sommeren 2010 – havde handlet ansvarspådragende, og lønmodtageren var derfor ikke berettiget til erstatning.

SJ Law bemærker

Dommen sætter præcedens for, hvornår en overtrædelse af fællesskabsretten i dansk ret kan betragtes som tilstrækkelig kvalificeret. Der tillades således staten en vis tid til undersøgelse og vurdering uden at staten kan ifalde erstatningsansvar. Ubegrundede forsinkelser i implementeringsarbejdet kan imidlertid være erstatningspådragende. Det er særligt bemærkelsesværdigt, at Højesteret fastsætter, at staten ikke kan afvente domstolene eller overlade til domstolene at sørge for, at dansk ret er i overensstemmelse med EU-retten.

Dommen kan ses på Højesterets hjemmeside.