Ugens faglige nyhedsbrev handler om præjudiciel afgørelse i sag C-569/14. Sagen fra Spanien rejser spændende og relevante spørgsmål i forhold til fortolkningen af § 4 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse.
Den nationale sag verserer ved Tribunal Superior de Justicia de Madrid, som er den øverste regionale domstol i Spanien, og er en sag mellem Ana de Diego Porras og det spanske forsvarsministerium.
De præjudicielle spørgsmål er følgende:
1) Skal den godtgørelse, der udbetales ved ophøret af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt, anses for at være omfattet af de ansættelsesvilkår, der henvises til i rammeaftalens § 4, stk. 1?
2) Herudover ønskes det nærmere oplyst, om rammeaftalens § 4, stk. 1, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der afslår at give nogen form for godtgørelse ved opsigelsen af en ansættelseskontrakt for en arbejdstager, der er ansat på en interinidad-ansættelseskontrakt, selv om en sådan godtgørelse bl.a. tildeles sammenlignelige fastansatte?
På grundlag af disse præmisser har EU-Domstolen (Tiende Afdeling) kendt følgende for ret:
1) § 4, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, indgået den 18. marts 1999, skal fortolkes således, at begrebet »ansættelsesvilkår« omfatter den godtgørelse, som en arbejdsgiver har pligt til at udbetale til en arbejdstager som følge af opsigelsen af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt.
2) § 4 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, som findes i bilaget til direktiv 1999/70, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der afslår at give nogen form for godtgørelse ved opsigelsen af en ansættelseskontrakt til en arbejdstager, der er ansat inden for rammerne af en interinidad-ansættelseskontrakt (vikaransættelse), selv om denne lovgivning fastlægger, at en sådan godtgørelse bl.a. tildeles sammenlignelige arbejdstagere, der er ansat tidsubegrænset. Den blotte omstændighed, at denne arbejdstager har udført sit arbejde i henhold til en interinidad-ansættelseskontrakt, kan ikke udgøre et objektivt forhold, som kan begrunde afslaget på at tildele nævnte arbejdstager denne godtgørelse.
Har denne afgørelse i det hele taget betydning for danske forhold?
Forhåbentlig er der ikke længere i Danmark aftaler eller lovregler, der strider mod forbuddet mod forskelsbehandling af tidsbegrænsede ansatte. Således er tidsbegrænsede ansatte også beskyttet mod usaglig afsked i løbet af kontraktperioden på lige fod med tidsubegrænsede ansatte.
Afgørelsen fra EU-Domstolen giver imidlertid anledning til løbende at gennemgå reguleringen af tidsbegrænsede ansatte, så princippet om ligebehandling til stadighed er sikret.