Nye udfordringer. Behandlingen af feriemidlerne har ikke gjort det nemmere at forfølge lønmodtagerkrav.
Overgangsåret
Den nye ferielov med ”samtidighedsferie” træder i kraft den 1. september 2020. Forud for ikrafttrædelsen er et overgangsår, som begyndte den 1. september 2019 og løber til den 31. august 2020. De feriepenge, som indtjenes i overgangsåret, skal indsættes i Lønmodtagerens Feriemidler (LF) med henblik på udbetaling, når lønmodtageren til sin tid forlader arbejdsmarkedet.
Hvem tilkommer feriegodtgørelsen for overgangsåret?
Arbejdsgiveren skal foretage indberetning af lønmodtagerens feriemidler i overgangsåret. Indtil indberetningen er foretaget, er de tilgodehavende feriemidler et krav i forholdet mellem lønmodtager og arbejdsgiver. Efter indberetningen indtræder LF i kravet mod arbejdsgiveren, således at arbejdsgiveren alene kan betale med frigørende virkning til fonden. Tilsvarende kan lønmodtageren efter indberetningen alene rette sit krav mod LF.
Hvis lønmodtageren i øvrigt har ubetalte krav mod arbejdsgiveren, vil det formentlig være korrekt at medtage endnu ikke indberettede feriemidler i forfølgelsen mod arbejdsgiveren. Modsat vil det ikke være muligt at medtage et krav på allerede indberettede feriemidler, da dette ikke længere tilkommer lønmodtageren.
Opgørelsen af feriemidlerne
Der kan højst opspares 25 feriedage i LF. Har en lønmodtager ret til mere end 25 feriedage i overgangsåret, behandles de overskydende feriedage på normal vis efter aftalegrundlaget med arbejdsgiveren. Kravet på overskydende feriedage overgår altså ikke til LF.
Har en lønmodtager med ret til ferie med løn ifølge kollektiv aftale krav på pensionsbidrag af feriegodtgørelse ved fratræden, indgår disse midler i opgørelsen. Pension af ferien skal således indbetales til LF og ikke til pensionsinstituttet. Kravet på pension af feriegodtgørelsen overgår til LF ved arbejdsgiverens indberetning af feriemidler.
Endvidere skal man være opmærksom på opgørelsen af feriemidlerne for overgangsåret, hvis lønmodtageren har skæve lønperioder. Der skilles ikke skarpt på dagene. En lønperiode fra medio august 2019 til medio september 2019 indgår således i overgangsåret begyndende 1. september 2019, mens en lønperiode fra medio august 2020 til medio september 2020 er omfattet af samtidighedsferien i den nye ferielov.
LG indberetter ved konkurs
Hvis arbejdsgiven er omfattet af LG, f.eks. på grund af konkurs, og lønmodtageren anmelder krav på løn mv. optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020, indberetter LG lønmodtagerens samlede krav på tilgodehavende feriemidler. Indberetning fra LG træder i stedet for eventuelle tidligere indberetninger fra arbejdsgiveren.
Kravet på feriemidler dækkes af LG
Efter den nye § 8 a i LG-loven sikrer LG det krav, som LF har på forfaldne feriemidler. Dette gælder både, hvor arbejdsgiveren er gået konkurs eller er ophørt som insolvent, og hvor arbejdsgiver uden at være insolvent blot ikke har indbetalt forfaldne feriemidler. Sidstnævnte kan f.eks. være tilfældet, hvor LF måtte træffe afgørelse om, at arbejdsgiveren skal indbetale tilgodehavende feriemidler på grund af manglende indberetning.
Skatteberigtigelse ved dækning fra LG
Når LG dækker kravet, fratrækkes en fast afgift på 38 pct. LG indbetaler lønmodtagerens netto-tilgodehavende efter afgiften til LF. Afgiftskravet overgår til Skattestyrelsen. Når beløbet til sin tid udbetales fra LF, sker det uden fradrag af AM-bidrag og uden indkomstbeskatning.
Der kommer en ny kolonne i LG’s udbetalingsspecifikation, der angiver bruttoindberetning til LF og dermed det krav, som LG efter fradrag af afgiften får mod arbejdsgiveren eller dennes konkursbo.
SJ Laws bemærkninger
Behandlingen af feriemidlerne har ikke gjort det nemmere at forfølge lønmodtagerkrav. SJ Law hjælper en række lønmodtagerorganisationer både med indgivelse af konkursbegæring og med den efterfølgende anmeldelse over for LG. Du er velkommen til at høre nærmere herom hos advokat Bo Lauritzen, bla@. sjlaw.dk