EU-Domstolen har den 4. oktober 2018 afsagt dom vedrørende den franske forvaltningsdomstols forpligtelser til at forelægge præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen.
Sagens baggrund
Tilbage i 2011 afsagde EU-Domstolen den såkaldte Accor-dom. Domstolen fastslog dengang, at en bestemmelse i fransk lov om skatter og afgifter var i strid med EU-retten, idet bestemmelsen medførte en forskelsbehandling i strid med de grundlæggende principper om fri etableringsret og kapitalens frie bevægelighed.
Sagen kort og EU-Domstolens resultat
Som følge af EU-Domstolens afgørelse i Accor-dommen forsøgte den øverste forvaltningsdomstol i Frankrig gennem to domme at afhjælpe bestemmelsen, som var i strid med EU-retten. EU-Kommissionen mente imidlertid ikke, at Frankrig med disse tiltag havde taget de nødvendige skridt til at håndtere konsekvensen af Accor-dommen og indbragte derfor Frankrig for EU-Domstolen, med påstand om at Frankrig havde forsømt at opfylde sine forpligtelser i henhold til EU-retten. Herudover indklagede Kommissionen også Frankrig for ikke havde påset, at de franske domstole forelagde et præjudicielt spørgsmål for EU-Domstolen, jf. artikel 267, stk. 3 i TEUF.
EU-domstolen kom frem til, at der var tale om et brud på TEUF’s artikel 49 og artikel 63, samt at Frankrig havde tilsidesat sine forpligtelser til at forelægge præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen.
SJ Law bemærker
Der er tale om en bemærkelsesværdig afgørelse, som bør studeres nøje i forbindelse med overvejelser om at fremsætte begæring om forelæggelse af præjudicielle spørgsmål under forberedelse af sager vedrørende krav, der udspringer af EU-retlige regler. Under en netop på Ansættelsesretsadvokaters generalforsamling afviklet session med titlen “Disability Rights in Denmark: How Preliminary References from Danish Court to the CJEU Redefined the Field” – forstået af Jeffrey Miller, Ph.d.-researcher på The European University Institute i Firenze, Italien – er det således blevet fremhævet, at Danmark, selv i forhold til indbyggertal og varigheden af vores medlemskab af EU, har en bemærkelsesværdig lav frekvens af præjudicielle forelæggelser, men dog således at der indenfor den arbejdsmarkedsrelaterede anti-diskriminationsregulering ses en modsatrettet tendens. SJ Law vil følge kommentarerne til EU-dommen af 4. oktober 2018 og løbende referere disse.
Henvendelser vedrørende nyhedsbrevet kan rettes til sjlaw@ sjlaw.dk