Østre Landsret har den 28. juni 2013 afsagt dom i en sag, hvori DSB blev dømt for overtrædelse af lov om tidsbegrænset ansættelse. Østre Landsret fandt, at medarbejderne havde krav på almindelige ansættelsesvilkår, og at de derfor havde krav på løn i en opsigelsesperiode. Østre Landsret omstødte derved byrettens dom.
Sagens faktum
En række medlemmer af Dansk El-Forbund, som førte sagen på vegne af medlemmerne, blev ansat på tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i DSB Vedligehold A/S. De blev ansat til et såkaldt nulstillingsprojekt, hvor DSB´s egne Øresundstog skulle gennemgå en proces, med henblik på at styresystemerne blev ført tilbage til deres optimale udgangspunkt. Da medarbejderne blev ansat, forventede DSB derudover at få en kontrakt på nulstilling af et større antal svenske Øresundstog.
Hensigten var, at medarbejderne alene skulle være beskæftiget med nulstilling af togene.
Ansættelserne blev forlænget i alt 4 gange, således at medarbejderne var ansat i i alt 5 perioder. Medarbejderne tiltrådte den 26. september 2009 og fratrådte endeligt den 13. april 2011.
Ved alle fornyelser fik medarbejderne nye kontrakter, hvoraf det fremgik, at ansættelserne var midlertidige indtil en forventet fratrædelsesdato, som fremgik af hver enkelt kontrakt. Endelig fremgik det, at ansættelsesforholdet afsluttedes uden yderligere varsel ved den forventede fratrædelsesdato. På enkelte af kontrakterne fremgik det tillige, at ansættelserne løb indtil nulstillingsprojektet var afsluttet på en forventet dato.
Af forskellige årsager arbejdede medarbejderne imidlertid i lange perioder ikke på nulstilling af togene, og de udførte derfor i disse perioder almindelige ad hoc driftsopgaver, ligesom enkelte af dem blev sendt til Tyskland i en uge, hvor de arbejdede på nye togsæt, som skulle have samme standarder som de nulstillede togsæt. Det blev fra lønmodtagersiden gjort gældende, at medarbejderne alene havde arbejdet på nulstillingsprojektet i 2/3 af arbejdstiden, og at medarbejderne i en enkelt af ansættelsesperioderne slet ikke havde beskæftiget sig med projektet.
Da de fratrådte endeligt, blev det gjort gældende, at forlængelserne af de tidsbegrænsede ansættelser var i strid med loven om tidsbegrænset ansættelse, idet der ikke var objektive (saglige) grunde til forlængelserne, og at medarbejderne derfor havde krav på dels en godtgørelse for overtrædelse af loven og dels almindelige ansættelsesvilkår, idet overtrædelserne var en omgåelse af de for ansættelsesforholdet gældende ansættelsesvilkår.
DSB Vedligehold A/S er omfattet af Fællesoverenskomsten mellem DSB og Statsansattes Kartel med tilhørende organisationsaftale for faglærte håndværkere i DSB.
Fra arbejdsgiverside blev det for det første gjort gældende, at medarbejderne ikke havde haft en berettiget forventning, om at ansættelsesforholdet var eller ville blive en fast ansættelse med deraf følgende ret til løn i en opsigelsesperiode. Det blev herunder gjort gældende, at der ikke var hjemmel til at anse ansættelserne for varige, idet loven om tidsbegrænset ansættelse alene opererer med godtgørelser for overtrædelser af loven.
For det andet blev det gjort gældende, at samtlige forlængelser havde været begrundet i objektive og saglige forhold og alene med det formål at færdiggøre nulstillingsprojektet.
Byrettens afgørelse
Byretten fandt, at fornyelserne af de tidsbegrænsede ansættelsesforhold alene var sket med det formål at færdiggøre opgaven med nulstillingsprojektet, og at forlængelserne havde været begrundet i udefrakommende objektive forhold. Retten fandt, at der derfor ikke havde været tale om omgåelse eller misbrug ved de skete forlængelser.
Landsrettens afgørelse
Landsretten kom som bekendt frem til det modsatte resultat. Henset til at DSB 4 gange forlængede de tidsbegrænsede ansættelser, herunder en forlængelse i en situation hvor nulstillingen af de 24 danske togsæt var udført, og hvor det var usikkert, hvornår arbejdet med nulstillingen af yderligere tog kunne forventes igangsat, fandt Landsretten, at DSB ikke havde godtgjort, at tidsbegrænsningerne i alle tilfælde beroede på objektive forhold.
Derfor havde DSB overtrådt loven om tidsbegrænset ansættelse § 5, stk. 1, og medarbejderne blev tilkendt en godtgørelse herfor på kr. 15.000.
Derudover fandt landsretten, at medarbejderne – som følge af overtrædelsen – havde krav på almindelige ansættelsesvilkår og derfor krav på løn i en opsigelsesperiode.
SJ Laws bemærkninger
Dommen viser, at forlængelser af tidsbegrænsede ansættelsesforhold skal være begrundet i objektive og saglige forhold, som skal bestå ved forlængelsen af det tidsbegrænsede ansættelsesforhold. Hvis arbejdsgiveren vælger at forlænge på et tidspunkt, hvor det er usikkert, om den opgave, som man forlænger ansættelsen på, overhovedet eksisterer, er forlængelsen ikke begrundet i objektive forhold.
For det andet viser dommen, at medarbejderne som følge af overtrædelsen kan have krav på ansættelsesvilkår som fastansatte og i den forbindelse særligt et opsigelsesvarsel. Dette er interessant, idet loven alene opererer med godtgørelse ved overtrædelse af loven. Dommen er imidlertid i fuld overensstemmelse med hidtidig praksis på området, idet retspraksis i sager, hvor det er lagt til grund, at tidsbegrænsningerne ikke har været saglig, sædvanligvis har fastslået, at det tidsbegrænsede ansættelsesforhold har haft til hensigt at omgå de almindelige ansættelsesvilkår og tilkendt lønmodtageren et opsigelsesvarsel.
Dommen kan rekvireres pr. mail til sjlaw@sjlaw.dk. Spørgsmål om dommen kan rettes til advokat Noaman Azzouzi på noa@sjlaw.dk.