Med dette nyhedsbrev giver vi et kort indblik i arbejdsmiljølovens primære virke og opdaterer vores læsere om Arbejdstilsynets nye vejledning fra august 2016. Vejledningen redegør for frivillige foreningers fritagelse for at iagttage arbejdsmiljølovens regler om arbejdspladsvurderinger og arbejdsmiljøorganisationer.
Kort om arbejdsmiljølovens anvendelsesområde
Arbejdsmiljøloven er en rammelov, som omfatter alt arbejde, der udføres for en arbejdsgiver. Loven stiller generelle krav til arbejdsmiljøet, som skal iagttages på alle danske arbejdspladser. Lovens primære formål er at sikre et velfungerende arbejdsmiljø, der til enhver tid er i overensstemmelse med samfundets sociale og tekniske udvikling.
Loven fastlægger et krav om, at alle danske arbejdspladser skal udarbejde en arbejdspladsvurdering, ’’APV’’, og, når de når en vis størrelse, en arbejdsmiljøorganisation, ’’AMO’’.
APV’ens formål er at regulere arbejdsmiljøet. En APV skal blandt andet angive en beskrivelse og vurdering af virksomhedens evt. arbejdsmiljøproblemer, prioritere løsninger på virksomhedens evt. arbejdsmiljøproblemer og udarbejde en handlingsplan.
Kravet om etablering af en AMO gælder for alle virksomheder med ti eller flere ansatte. Organisationen skal bestå af en eller flere arbejdsledere og en eller flere valgte arbejdsmiljørepræsentanter. Formålet med en AMO er at styrke samarbejdet om et arbejdsmiljø, så det bliver forebyggende mod psykiske arbejdsskader.
Fritagelse for arbejdsmiljølovens regler for frivillige almennyttige foreninger
Som nævnt ovenfor er alle arbejdspladser som udgangspunkt underlagt arbejdsmiljølovens regler, hvilket indtil nu også inkluderede alt frivilligt arbejde. Dette udgangspunkt er ændret med den nye vejledning, idet den i visse tilfælde fritager frivillige, almennyttige foreninger for arbejdsmiljølovens regler om APV og AMO. Vejledningen fritager frivilligt arbejde i følgende tilfælde:
1) Der skal være tale om en almennyttig forening, hvilket er foreninger, hvis primære kendetegn er at have til formål at fremme foreningens ideelle (ikke økonomiske) interesser. Eksempler på almennyttige foreninger er kulturelle foreninger, idrætsklubber, politiske foreninger og velgørenhedsforeninger.
2) Foreningen skal være arbejdsgiver for den frivillige. Her lægges der blandt andet vægt på, hvorvidt foreningen har instruktionspligt eller kontrollerer arbejdet, om foreningen stiller arbejdsredskaber til rådighed for sine ansatte.
3) Det frivillige arbejde skal være en fritidsaktivitet, hvorfor der stadig stilles krav om APV og AMO, såfremt arbejdet har karakter af ordinært arbejde.
De nye retningslinjer betyder, at de almennyttige foreninger ikke har pligt til at udarbejde en skiftlig APV for det frivillige arbejde, der har karakter af en fritidsaktivitet.
Ligeledes betyder vejledningen, at almennyttige foreninger ikke har pligt til at inddrage de frivillige, der udfører arbejde, der har karakter af fritidsaktiviteter, i samarbejdet om arbejdsmiljøet. Arbejdspladsen har dog stadig pligt til at etablere AMO, hvis foreningen har ti eller flere ordinært ansatte.
Ændringen betyder ikke, at pligten til at planlægge det frivillige arbejde, så det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt, er lempet, og de hidtidige retningslinjer for en forenings og en bestyrelses ansvar herfor påvirkes ikke af de nye retningslinjer for APV og AMO for frivilligt arbejde i almennyttige foreninger.