Retten i Nykøbing Falster har den 11. april 2018 afsagt dom om, hvorvidt afskedigelsen af en handicappet medarbejder var i strid med forskelsbehandlingslovens § 2 a. Retten foretog en vurdering af, om arbejdsgiveren havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse, og i bekræftende fald, om dette havde pålagt arbejdsgiveren en uforholdsmæssig stor byrde. Derudover vurderede retten, om arbejdsgiverens byrde i forbindelse hermed kunne lettes gennem offentlige foranstaltninger.
Sagen kort
Sagen drejede sig om en medarbejder, der havde været ansat som lægesekretær på et sygehus siden november 2006. I 2002 havde hun fået diagnosen Meniéres, som er forårsaget af problemer med trykreguleringen i det indre øre. På trods af sin sygdom havde medarbejderen i alt kun 39 sygefraværsdage i årene 2013-2016.
Hun havde arbejdet på fuld tid, og hun havde selv taget initiativ til at komme med forslag til tilrettelæggelsen af sine arbejdsopgaver, og arbejdsgiveren havde herefter foretaget de nødvendige foranstaltninger for at opfylde medarbejderens behov.
I 2016 fik medarbejderen et anfald, hvilket forværrende hendes tilstand i væsentlig grad. Efter en vurdering fra en overlæge var der ikke udsigt til forbedringer.
Rettens afgørelse
Ved afgørelsen tog retten udgangspunkt i, at der ikke var udsigt til forbedringer, og at arbejdsgiveren havde opfyldt sin lovpligtige tilpasningsforpligtelse. Arbejdsgiveren kunne som følge af medarbejderens sygdom herefter ikke tilbyde hende en stilling som lægesekretær uden de opgaver, som hun ikke kunne udføre. Retten konkluderede derfor, at yderligere foranstaltninger for at opfylde medarbejderes behov ville medføre en uforholdsmæssigt stor byrde for arbejdsgiveren, og særligt blev det bemærket, at et fleksjob med offentligt tilskud heller ikke var en mulighed.
Dommeren fremhævede til gengæld, at medarbejderen havde ydet en forbilledlig indsats som lægesekretær og havde en arbejdsmoral, der maner til respekt.
SJ Law bemærker
Byrettens afgørelse giver anledning til at bemærke, at man ved vurderingen af, om en afskedigelse strider imod forskelsbehandlingslovens § 2 a på grund af arbejdsgiverens manglende afhjælpningsforanstaltninger, skal inddrage, om medarbejderen med afhjælpning vil være kompetent, egnet og disponibel i forhold til at varetage stillingen. I nærværende sag opfyldte arbejdsgiveren sin tilpasningsforpligtelse, og medarbejderen var på trods af dette ikke i stand til, helbredsmæssigt, at varetage sin stilling som lægesekretær. I så fald vil afskedigelsen, selvom den jo herefter fremstår entydigt som begrundet i lønmodtagerens handicap, ikke være udtryk for ulovlig forskelsbehandling og dermed ikke udløse bod.