en kommentar om hæftelsesgennembrud i koncernforhold
Det er legitimt, at en koncern vælger at placere bestemte aktiviteter i et datterselskab for at begrænse risikoen ved forretningen til det pågældende selskab. Spørgsmålet er, om denne begrænsning af risikoen til datterselskabet også gælder, hvis koncern opdeler en forretningsmæssig aktivitet således, at aktiverne placeres i et koncernselskab og passiverne et andet. En kendt form er, at lønmodtagerne ansættes i et ”tomt” bemandingsselskab og ”udlejes” til det koncernselskab, som indeholder produktionsapparatet og øvrige værdier.
Når der er anledning til at stille spørgsmål ved begrænsningen i hæftelsen i denne situation, skyldes det, at en nødlidende koncern med denne opdeling kan fristes til at lade bemandingsselskabet gå konkurs. Herefter dækkes de ansattes krav på løn mv. af Lønmodtagernes Garantifond. Da bemandingsselskabet har meget få, eller ingen, aktiver, belaster konkursen ikke koncernen økonomisk. Når koncernen har overblik over, hvor mange ansatte der skal bruges til at fortsætte produktionen, kan den på ny ansætte medarbejdere, måske endda de samme medarbejdere, i et tomt selskab og udleje dem til det selskab i koncernen, der har produktionsapparatet.
Konstruktionen kan efter omstændighederne indebære et erstatningsansvar for ledelsen af det konkursramte selskab, der ikke har sikret et rimeligt kapitalbredskab i forhold til forpligtelserne over for de ansatte, jf. selskabslovens § 115, nr. 5. Tilsvarende kan det være relevant at vurdere, om driften af selskabet har været groft uforsvarlig og kan begrunde, at ledelsen pålægges konkurskarantæne. Ud fra en økonomisk betragtning er det imidlertid mere interessant, om det koncernselskab, der har produktionsapparatet, kan komme til at hæfte for lønmodtagerkravene i det konkursramte koncernselskab ved et såkaldt ”hæftelsesgennembrud”.
Det er den klare hovedregel, at koncernselskaber er selvstændige juridiske enheder, der kun hæfter for egen gæld. Kreditorerne kan selv vurdere selskabets forhold, inden de indgår aftale eller yder kredit, og må derfor også selv bære risikoen. Dette argument gælder dog ikke de kreditorer, som ikke selv har valgt at indgå aftale med selskabet, de såkaldte tvangskreditorer, hvoraf SKAT og LG er de største.
Højesteret har haft lejlighed til at bedømme muligheden for hæftelsesgennembrud. I U1997.1642H (Midtfyn Festival) var en festival organiseret i to selskaber. Den overvejende forretningsmæssige risiko var isoleret i det ene selskab, og dette var relativt underkapitaliseret. Herudover var der en vis formuesammenblanding, da midler uanset tilhørsforhold blev holdt i det selskab, som havde mindst risiko. Højesteret statuerede hæftelsesgennembrud ”i hvert fald over for SKAT, der var tvangskreditor”. (Dommen er kommenteret af Højesteretsdommerne Børge Dahl og Jørgen Nørgaard i U2000B.399).
Omstændighederne i sagen om Midtfyn Festival havde ikke den systematiske karakter, som ses ved en koncerns udskillelse af lønmodtagere i et selvstændigt selskab. Konstruktionen blev heller ikke udnyttet med samme konsekvens, som når en koncern åbent lægger udgiften ved en ”rekonstruktion” over på LG og SKAT. Der bør derfor kunne statueres hæftelsesgennembrud fra et tyndt kapitaliseret bemandingsselskab
til det selskab, som indeholder aktiverne. Der er med andre ord ingen koncernrekonstruktion på LG’s regning.
Henvendelse om emnet kan ske til advokat Arvid Andersen eller advokat Bo Lauritzen.
SJ Law | 23.04.2020